Blog
De engelske politikere har den seneste årrække været yderst aktive med at favorisere den engelske crowdfunding-branche til gavn og glæde for engelske iværksættere og investorer. Noget Danmark kan lære af. Senest er de engelske banker blevet pålagt at henvise afviste kunder til alternative finansieringsformer så som låne-crowdfunding-platforme, der er på historisk fremmarch i England (læs her). Særligt efter at øriget for blot få måneder siden gav engelske borgere skatterabat af afkast på udlån via P2P og låne-crowdfundingplatforme.
Det estimeres, at der årligt vil blive henvist 250.000 SMV’er gennem den nye henvisningsordning, hvilket vil sætte ekstra fokus på markedet for alternativ finansiering i England. Loven er en del af en strategi fra den engelske regering om at gøre Storbritaninen til det globale centrum for finansiel innovation. Storbritaninen huser allerede i dag nogen af verdens største alternative finansieringsplatforme såsom Seedrs, Funding Circle og Zopa. Man kan læse mere om forslaget her.
Det er ikke kun låne-crowdfunding, der har indledt sin guldalder til inspiration for omverden. Indenfor egenkapital-crowdfunding har England indført det såkaldt Seed Enterprise Investment Scheme, der betyder, at privatinvestorer kan trække tab fra samt opkræves en lavere skat ved investering i projekter noteret på egenkapital-crowdfunding-platform som Seedrs eller Crowdcube.com.
Sammenholdes ovenstående tiltag med reguleringstempoet i de øvrige europæiske lande, hvor den politiske opmærksomhed omkring crowdfunding er yderst begrænset, så er der ingen tvivl om, at de engelske politikere hitter i den internationale crowdfunding-branche.