Dansk Crowdfunding Forening | ’10 hurtige Q& A’s om donations crowdfunding/indsamlinger/charity support’

’10 hurtige Q& A’s om donations crowdfunding/indsamlinger/charity support’

Skrevet af  den 
december 1, 2015

Q1: Jeg vil gerne lave en indsamling til fordel for en skole i udlandet. Hvad skal jeg være opmærksom på?

A1: Du skal være opmærksom på reglerne i Indsamlingsloven. En offentlig indsamling skal anmeldes til Indsamlingsnævnet, inden den startes, og i den forbindelse skal du betale et gebyr på 1.000 kr. Hvis du er en privatperson, skal du etablere en indsamlingskomite bestående af tre personer. Derudover skal du oprette en bankkonto, hvor de indsamlede midler skal indsættes. Når indsamlingen er slut, skal du udarbejde og indsende et regnskab til Indsamlingsnævnet.

Du bør også kende retningslinjerne for god indsamlingsskik.

Indsamlingsnævnet tjekker, at der indsamles til et lovligt formål og på lovlig vis. Formålet med at skulle udarbejde et regnskab er, at det kan kontrolleres, at de indsamlede midler er anvendt til formålet, og at indsamlingen er administreret forsvarligt.

 

Q2: Jeg vil gerne lave en indsamling til fordel for flygtninge i Danmark. Jeg overvejer at indsamle penge til at købe skolematerialer til flygtningebørn. Folk må også gerne donere et penalhus eller en skoletaske. Jeg overvejer også bare at droppe økonomiske bidrag og kun invitere folk til at sende deres brugte penalhus eller skoletaske. Hvilke regler skal jeg kende til ?

 

A2: Du skal som minimum kende reglerne i Indsamlingsloven, som både gælder offentlig indsamling af økonomiske bidrag og ting af en vis værdi. Brugte ting (af ringe værdi) der ellers blot var blevet kasseret, er dog ikke omfattet af Indsamlingsloven, så hvis du kun vælger at tage imod brugte skolematerialer og give dem videre, skal du ikke anmelde indsamlingen til Indsamlingsnævnet.

 

Q3: Jeg planlægger en reward baseret crowdfunding kampagne, men vil helst ikke bruge penge på ’perks’. Hvis folk betaler over et vist beløb, kan de købe førsteudgaven af mit produkt, men alt under det beløb får ingen ting eller bare et eller andet symbolsk. Så er jeg vel ikke omfattet af indsamlingsloven?

 

A3: Jo, din kampagne skal så anmeldes til Indsamlingsnævnet, som vil gælde for de bidrag, som du modtager, hvor backerne ikke får noget produkt eller blot et symbolsk gestus.  Hvis du vil undgå reglerne i indsamlingsloven skal du derfor sørge for, at backerne får tilbud om et produkt, der har en værdi.

 

Q4: Jeg påtænker at lave en Facebook side og køre en indsamlingskampagne gennem Facebook. For at gøre det let, kan folk betale over PayPal eller Mobile Pay? Så kan det vel anses som en privat indsamling, som ikke er omfattet af Indsamlingsloven.

 

A4: Nej, ikke automatisk. Private indsamlinger er ganske vist ikke omfattet af reglerne i Indsamlingsloven, men for at en indsamling kan anses som en privat indsamling, må den kun rettes mod indsamlerens bekendte eller personer, som har særlig tilknytning til indsamlingsformålet. En indsamling over Facebook eller andre sociale medier anses som udgangspunkt for en offentlig indsamling, og dermed skal du anmelde indsamlingen til Indsamlingsnævnet, før du starter. Du bør undersøge i din bank, om du må bruge Mobile Pay til din offentlige indsamling, og husk at de indsamlede midler skal indsættes på den særlige konto, som du har oprettet til indsamlingsformålet.

 

Q5: Jeg skal kun indsamle 1.000 kr., så er jeg vel ikke omfattet af loven og skal indbetale et gebyr på 1.000 kr.?

 

A5: Jo, det skal du faktisk. Der gælder ikke nogen nedre grænse for hvornår Indsamlingsloven gælder.

 

Q6: Jeg har tænkt mig at indsamle skolematerialer, som jeg vil sende til en skole i Kenya. Jeg forestiller mig, at stille mig op på gaden foran en skole med et skilt og opfordre folk til at donere brugte og nye skolematerialer. Jeg har også tænkt på at gå rundt i et par villakvarterer og stemme dørklokker. Må jeg det?

 

A6: Nej, det må du faktisk ikke. Det man kalder hus- og gadeindsamlinger må kun foretages af de store organisationer som Røde Kors, Red Barnet m.fl.

 

Q7: Jeg er erhvervsdrivende og vil gerne donere en andel af salgssummen for nogle af mine varer til et godt formål. Må jeg det?

A7: Ja, det må du godt, men hvis du reklamerer med eller på anden vis oplyser kunderne om, at du fx donerer 50 kr. til et velgørende formål, hver gang en kunde køber en vare hos dig, så er det en indsamling, som er omfattet af Indsamlingsloven. Du er derfor forpligtet til at anmelde kampagnen/indsamlingen til Indsamlingsnævnet.

 

Q8: Jeg laver kun private indsamlinger som ikke er omfattet af indsamlingsloven, men jeg oplyser et konto nr. på min hjemmeside, som alle kan indbetale på, hvis de har lyst til at være med. Det er vel ok?

A8: Hvis du oplyser et konto nr. eller har en betalingsmodul på din hjemmeside, som alle og enhver kan indbetale til, er du omfattet af Indsamlingsloven og skal anmelde indsamlingen til Indsamlingsnævnet.

 

Q9: Alt det papirarbejde med ansøgningsskema og regnskaber er det sådan noget, man skal bruge rådgivere til?

A9: Nej, det er forholdsvis enkelt. Både ansøgningsskema og vejledninger kan du finde på indsamlingsnævnets hjemmeside http://www.indsamlingsnaevnet.dk

 

Q10: Kan Indsamlingsnævnet finde på at forbyde min indsamling?

A10: Ja, hvis du ikke indsamler til et lovligt formål eller på en lovlig måde, kan du ikke få tilladelse til at foretage din indsamling.

 

 

 

Ingen af svarene ovenfor skal anses som konkret juridisk rådgivning, men er alene ment som en vejledning. Dokumentet er udarbejdet i December 2015 og opdateres muligvis ikke.  Du bør altid rådføre dig med dine egne professionelle rådgivere , hvis du er i tvivl om reglerne. Husk også altid at undersøge skattereglerne, se fx http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=2172087

 

 

 

Dansk Crowdfunding Forening arbejder blandt andet for at udbrede kendskabet til og øge anvendelsen af crowdfunding (også kendt som netværksfinansiering på dansk). Dansk Crowdfunding Forening opfordrer alle aktører i branchen til at overholde gældende love og regler, herunder for ikke at skade branchens renomme og troværdighed.

Advokat I Bestyrelsesmedlem I Konsulent I Fundraiser
Rådgiver bla.. om alle former for kapitalrejsning inkl crowdfunding Medlem af bestyrelsen i Dansk Crowdfunding Forening.