Dansk Crowdfunding Forening | Bankerne kan være medspillere

Bankerne kan være medspillere

Skrevet af  den 
februar 1, 2017

Klumme fra Finanswatch, 30-01-2017

KLUMME: Et nej til et lån i banken bør være en henvisning til en af de mange alternative kapitaludbydere, der er på markedet, skriver Sigurd Schou Madsen, ansvarlig for iværksætterområdet i Dansk Erhverv.

Det kan være en stor udfordring for virksomheder og ikke mindst iværksættere at skaffe finansiering til udvidelse og udvikling af forretningen. Det viser flere danske undersøgelser år efter år. Det er også en udfordring for Danmark, når sunde og lønsomme virksomheder bremses i deres vækst og udvikling, fordi vejen til kapital er kringlet, lang og i nogen tilfælde en blindgyde.

Desværre er vi ofte hurtige til at skyde skylden på bankerne, som i mange iværksætteres øjne netop udgør denne blindgyde. Men vi må sande, at bankfinansiering ikke altid er vejen frem for disse ofte risikofyldte investeringer. Den opgave står der heldigvis en lang række andre kapitaludbydere klar til at løfte. Det gælder private business angels, venture fonde, Vækstfonden og så ikke mindst de mange alternative finansieringsmuligheder, som de seneste år er udsprunget af teknologiudviklingen og efterspørgslen efter risikovillig kapital. Her tænkes særligt på forskellige fintech alternativer som fx crowdfunding og fakturabelåning.

Dermed synes markedet at være dækket ind af forskelligartede kapitaludbydere, der kan understøtte danske virksomheder på forskellige stadier i deres udvikling. Men den oplevelse deles ikke af mange virksomheder og iværksættere. Forklaringen skyldes måske, at samarbejdet mellem disse aktører lader noget tilbage at ønske. Undersøgelser viser, at en meget stor del af kapitalsøgende virksomheder begynder deres færd mod vækst med at banke på i banken, hvor mange af forskellige gode grunde får nej til finansiering.

Men et nej i banken bør ikke være en blindgyde, som det i dag opleves af mange. Et nej i banken bør derimod være en henvisning til de mange andre kapitaludbydere, som kan imødekomme den enkelte virksomheds finansieringsbehov.

Bankerne behøver ikke rådgive om alternativerne, men de kan vise vejen videre og være medspiller for et transparent og overskueligt kapitalmarked. Samarbejde på tværs af den finansielle sektor er vejen frem, og på den måde kan vi sørge for, at sunde og lønsomme danske virksomheder og iværksættere finder vej til finansiering til gavn for vækst, innovation og jobskabelsen i Danmark.

AF SIGURD SCHOU MADSEN, ANSVARLIG FOR IVÆRKSÆTTEROMRÅDET I DANSK ERHVERV
Offentliggjort 30.01.17 kl. 14:59

Frederik er medstifter af Dansk Crowdfunding Forening og arbejder til dagligt hos Keystones som venture scout og matchmaker mellem business angels og virksomheder, der søger kapital eller kompetencer.