Dansk Crowdfunding Forening | 6 interviews med danske Kickstarter-iværksættere

6 interviews med danske Kickstarter-iværksættere

Skrevet af  den 
juni 22, 2016

En hurtig søgning på den rewardbaserede crowdfunding platform, Kickstarter.com, med ordet “Denmark”, viser i skrivende stund 784 crowdfunding projekter og antallet stiger næsten hver eneste dag. Det er uden tvivl en spændende tid for danske crowdfunding entusiaster og danske iværksættere med crowdfunding drømme.

Men hvilke erfaringer står iværksætterne tilbage med efter afsluttende kampagne, og hvad vil de råde andre iværksættere til at være særligt opmærksom på? Jeg har taget en snak med seks erfarne Kickstarter- iværksættere, for at kortlægge de vigtigste guldkorn til morgendagens nye crowdfunding aspiranter.

Interviewsene er fortaget i forbindelse med en opgave på CBS. Der blev valgt tre Kickstarter projekter, som opnåede deres finansieringsmål og tre projekter som ikke fik fuld finansiering. Fælles for projekterne er, at de alle er start-up projekter med en vis seriøsitet og et rimeligt højt ambitionsniveau. Interviewsene er opstillet i kronologisk rækkefølge alt efter hvilket projekt, der fik mest støtte og startende med det projekt, som fik færrest penge. Følgende citater er et udpluk af de vigtigste pointer. Derudover er der tilføjet data fra kicktraq.com.

 

 

1) Soon this Kid is chipping like a PGA PRO – by Rene Wiesel

Kicktraq data, GolfChipChallange

“Jeg troede jo, at crowdfunding var lidt nemmere. Det var først efter, at jeg havde sat kampagnen i gang, at jeg har fundet ud af, at der jo bliver iværksat omkring 20.000 kampagner om dagen igennem crowdfunding.

Det at få beskeden ud har været svært, også selvom jeg er på et forholdsvist lukket eller snævert marked. Så selvom det er til hele verden, så har det været uhyre svært at tiltrække opmærksomhed til kampagnesiden.

Jeg har vist kampagnen til tre kollegaer inden vi gik online og fået deres feedback. Og også fra kunder ude i golfklubben. I virkeligheden har jeg kun fået positiv feedback, men det er måske også fordi, at disse personer ved lige præcis ved hvad det går ud på, og fordi at de har mange års erfaring med golf. Det er måske de forkerte at spørge i sidste ende, når man vil ramme det brede marked.

Jeg har mødt mange, som siger, at det er en super god ide, men når det kommer til at smide penge i, så falder de ligesom fra. Det er svært at trænge igennem”.

René Wiesel

 

 

Kicktraq data, The Little Mermaid

“Jeg vil anbefale, at man arbejder med launch-kriterier, frem for launch datoer, for det er for meget op af bakke, hvis ikke man er helt klar.

Vi havde læst os frem til tingene på diverse guides på internettet. Men det man får ud af at sidde med folk, der har prøvet det før og spørge direkte, der er det der filter, med alt den unyttige information, det får man skåret væk. For der er jo tusind såkaldt “best pratices” med “do´s & dont´s”. De er måske sådan set korrekte nok, men de er bare ikke altid relevant for det, man sidder med.

Vi blev overraskede over, at journalister nærmest blev skræmt væk, når man sagde at man var på Kickstarter. Set i retrospekt så tror jeg, at vi kunne have fået mere ud af det ved selv at lave PR, frem for at tænke at det skulle vi have professionelle til. Vi skulle bare have troet på os selv fra starten. Det er den lektie, vi sidder med nu,vi skulle nok ikke have undervurderet os selv. Jeg tror det handler om at vi ligesom er inde i det, alle på holdet har det på rygraden. Så der er for stor en læringsperiode for et PR bureau. Og så er der jo også det ved det, at man selv har et andet stik i det. Et PR bureau vil jo bare levere det de har lovet og så med en minimal effort.

Du skal komme med 90% af alle backers selv. Vi havde sat for meget lid til at Kickstarter genererer backers. Vi har fået 10-12% igennem Kickstarter, og resten er eksterne referencer. Og det faktum, hvis det havde stået klart for mig inden, så var der ligesom en helt masse andre ting i kabalen, som skulle været gået op anderledes. For så vil det være klart hvor utrolig vigtigt det er, hvor stort ens community er. Og dermed også hvor tidligt man skal gå i gang med at lave community-building.

Inden kampagen fik vi en masse til at lave et review af vores side, og det hjalp en masse med at gøre siden bedre, så det vil jeg anbefale til andre”.

Mark Folkenberg

 

 

3) VEAR – The New Standard for Rain Pants (With 12 Features) – by VEAR

Kicktraq, VEAR

Citaterne oversat fra engelsk til dansk.

“Den største fejl består i ikke at have en backup-producent og dermed have produkt-prøver klar. I dag ved vi, at det bedste man kan gøre, er at sende produkt- prøver til journalister og bloggere. De vil først skrive om ens projekt, når de får et produkt. Først herefter får man omtale. Vi kunne ikke gøre dette, fordi vores produkt-prøver blev forsinkede af vores producent med tre måneder til efter kampagen var slut. Jeg vil anbefale andre ikke at skynde sig, lancer først kampagnen når tiden er rigtig. Jeg vil også sige, at man skal overveje timing for lanceringen i forhold til produktets sæson.

Jeg foretog en masse research om crowdfunding og Kickstarter. Jeg er mest interesseret i teknologi, så derfor brugte jeg teknologi projekter som inspiration. Men når man bruger et teknologi projekt som tilgang til et fashion projekt, så går det galt. For teknologi projekter fokuserer på funktioner, hvorimod det ved et fashion projekt er produkts kvalitet, som er det vigtigste.

Jeg tror, at det er en god ide at have mange reward-levels. Selvom du måske ikke får en stor profit på kunderne nu og her, så kan du tilføje dem til din kundebase og så have gode leads til senere brug.

Det er vigtigt at have god momentum i starten og imod slutningen af kampagnen. Dette er også grunden til, at vi i slutningen af kampagnen brugte Thunderclap.it, hvor vi bad vores backers dele vores kampagne med deres venner på de sociale medier”.

Valentin Nicoară

 

 

4) AUDIOCASE | Portable Sound System – by AUDIOCASE

Kicktraq data, Audiocase

“Baggrunden for at gå på Kickstarter, var at få en validering af produktet. Èn ting er, at venner og familie synes det er en god idé, en anden ting er om folk faktisk vil betale penge for produktet.

“Vi lagde en masse arbejde i forberedelsen og kiggede blandt andet på andre højtaler-kampagner og planlagde derefter hvordan videoen skulle se ud. Budgettet var lille, men vi arbejdede med et design bureau til at hjælpe med at skrive en drejebog til, hvad vi gerne ville kommunikere og hvordan vi så produktet.

Launch-perioden var stressende, men også en utrolig fed periode. Det gik jo godt, men det var svært at spå om på forhånd, fordi produktet er så dyrt.

Med hensyn til markedsføring, skød vi med spredehagl og kom for sent i gang. Journalisterne var meget tøvende og svære at overbevise. Det var først efter kampagnen, at det lykkedes at komme i flere aviser. Set i bakspejlet, kunne vi have gjort meget mere.

Det er svært at vide, hvornår man er klar. Jeg ville i dag have været mere afklaret omkring udviklingen af hardware delen og været bedre forberedt på medierne. For her skal man vide, hvem man vil kontakte og være gode til at lave en vinkel på historien. Vores kampagnes succes blev direkte afspejlet i, hvor meget omtale vi fik.

Levering af produktet blev forsinket 3 måneder. Det har haft økonomiske og personlige konsekvenser, fordi det får én til at tvivle på, om projektet overhovedet kan lade sig gøre. Der var en enkelt ud af ca. hundrede backers, som gerne vil have sine penge igen, så det har været overraskende positivt, at folk har haft så stor forståelse for forsinkelsen”.

Søren Larsen

 

 

5) Wallz – Amazing wall art like you ́ve never seen before. – By Troels Fonsboel

Kicktraq data, Wallz

Jeg så ganske tilfældigt, at der var noget som hed crowdfunding og så hoppede jeg ligesom bare på. Jeg kendte på forhånd ikke så meget til konceptet, før jeg begyndte at læse om det. Jeg tænkte bare, at enten så kan de lide det og så backer de dig, eller også så kan de ikke og så backer de dig ikke. Så man finder lynhurtigt ud af, om det er noget der fungerer det koncept, man har skabt.

Filmen optog jeg med min bror på et par dage med et spejlrefleks kamera, så det var meget low-end-key. Den er sådan rigtig iværksætter-agtig, helt fra scratch og low budget-agtigt. Og det er der selvfølgelig også nogen, som forelsker sig i. Hold da kæft – det er sjovt, det er sødt.

Der var nogle CBS-studerende, der skulle skrive afgangs-speciale om crowdfunding. Jeg var så heldig, at de tog kontakt til mig lige da kampagnen var sat i gang, og så aftalte vi et interview. Jeg tænkte egentlig bare, at de ville komme og så stille et par spørgsmål, og så ville det være det. Et af spørgsmålene var så, “hvad har du tænkt dig at gøre nu?” Og jeg svarede, ja det ved jeg ikke, - vente og se hvad der sker og så håbe på det bedste. Det kunne de slet ikke have. De vidste jo, hvad det handlede om, og hvad der skulle gøres, så det kunne de slet ikke være med til. Jeg skrev tre sider ned med noter fra hvad de to studerende sagde med ting, jeg kunne gøre. Og så gik jeg ellers i gang på de sociale medier til at starte med. Jeg prøvede også at tage fat i medierne, men det var ligesom for sent. De var først interesserede i at skrive om det efter kampagnen var slut, og man kunne se at det var gået godt. Så synes de det var spændende.

Jeg var senere så heldig at nogle af de backers som fra starten af havde støttet mig, at de havde nogle ret store netværksgrupper og var med i nogle foraer rundt omkring, som de så spredte kampagnen til, helt af sig selv. De gjorde det simpelthen af et godt hjerte eller fordi, at de gerne vil dele med dem i foraerne, at der var et nyt koncept på vej ind. Og det gav et godt boost. Og det er faktisk den måde, man kan skabe den bedste opmærksomhed, når andre begynder at sprede deres budskab og siger, at det her kan de stå indenfor helt uden at man har bedt dem om det. Det er bare om at lytte til hvad backerne synes og så tage de gode råd fra dem med. 

Jeg synes faktisk, at det jeg fik mest ud af med kampagnen, det er de statistikker som fulgte med. Der kan man fx se, hvor mange har været inde og se siden og se hvor mange har egentlig købt og se hvor mange penge, har de brugt på din kampagne. Crowdfunding er både en måde at validere produktet på og lave en mere kompleks markedsundersøgelse, som viser hvem der køber produktet og hvor de befinder sig geografisk. Tallene har jeg kunne tage med ud og vise partnere og investorer, og de første jeg viste dem til, de hoppede i med hud og hår kan man sige. Hvis de tal følger med i fx detailhandel, så bliver det en kæmpe forretning”.

Troels Fonsbøl

Wallz er pt aktuel med deres nye Kickstarter kampagne her.

 

 

6) Sitpack – The world’s most compact foldable seat. Rest easy. – By Mono+Mono

Kicktraq data, Sitpack

“Vi har fået rigtig meget hjælp fra iværksættermiljøet og netværk samt en håndfuld af mentorer. Derudover fik vi meget hjælp af Kickstarter, fordi vi gik i luften samme dag, som de åbnede op i Danmark.

Jeg vil mene, at når man kaster sig ud som iværksætter, at du egentlig påtager dig rollen som alt-mulig-mand. Det kan være, at man på et tidspunkt mere kan specialisere sig, men til at starte med skal man kende lidt til alle ting.

Vi lavede en masse research omkring, hvordan man optimerer det her, hvem skal vi henvende os til, hvilken platform skal vi bruge, hvordan skal vi opbygge videoen, hvor tungt er hvert element, også helt lavpraktisk om hvordan ser kampagnen ud. Det gjorde, at vi blev meget klogere på os selv og vigtigst af alt blev klogere på produktet. For du har et narrativ du skal bygge op i et relativt begrænset format og derfor bliver din pitch mere og mere skarp.

Crowdfunding handler om at have dit grundlag i orden. Man skal kende sit produkt og selvfølgelig vide, hvad det er man vil sælge. Crowdfunding er egentlig historiefortælling – meget traditionelt sagt så er det markedsføring. Du skal fortælle en appellerende historie og sælge hvem du er og hvad du er, mere end det produkt du laver. Derudover skal man se det som crowdsourcing, find den røde tråd i backernes feedback og brug det fremadrettet til at udvikle produktet og virksomheden.

I retrospekt, forbered dit PR arbejde. Du skal skrive en artikel som egentlig er deres egen og passer ind i deres verden, så den er klar til at publiceres, så snart journalisten har ændret navnet. Så det der med skrive generiske pressemeddelelser ud til højre og venstre, den tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror på, at du på crowdfunding og markedsføring generelt, kan sælge et rigtig rigtig lorte produkt, hvis du bare fortæller en god historie. Men omvendt kan du ikke sælge et godt produkt, hvis du fortæller en lorte historie. 

Der er et værktøj som hedder ”Prefundia.com”, som er en platform hvor du ligesom kan skabe noget opmærksomhed inden du har launch. Derudover kan også nævnes ”thunderclap.it”, som er en platform hvor du kan sprede et budskab ud på de sociale medier.

Efter kampagen var den mest promoverende problemstilling, at vi skulle lave en omstrukturering af virksomheden. Vi stod pludseligt med en relativ stor udbetaling fra Kickstarter, som kom ind om kort tid, og vores virksomhed var kun lavet som en enkelmands virksomhed. Så hvis pengene kom ind, ville vi blive beskattet som en privat person, hvilket ville have været utroligt dumt og meget meget dyrt. Det var lidt administrativt tungt, men ikke så svært og det lykkes også at få i orden i tide til at lave et APS.

Helt lavpraktiske er der mange udfordringer med at et fysisk produkt, som skal laves og ud af døren. Det vil alle der laver fysiske produkter finde ud af. Det tager sgu lang tid, næsten lige meget hvor lille en dippedut, du forsøger at producere. Der skal laves støbeforme, indpakning, distributions kanaler og selve emnet skal produceres. Det er virkelig et stort maskineri, man sætter i gang. En af vores leverandører gik konkurs, så det gav flere udfordringer.

Det der er med crowdfunding er, at folk de køber sig her ind i en ide, så meget at de sætter sig ind i produktet, og du får så tusindvis at ambassadører, og det er utrolig værdifuldt og er faktisk noget, som du som virksomhed ikke kan betale dig fra”.

Nikolaj Nissen Bak

 

Afsluttende ord

Selvom alle kampagnerne er forskellige, så findes der mange sammenhængende fællestræk i forhold til hvad iværksætterne udtrykker om deres erfaringer. Mest gennemgående kan det siges, at alle kampagnerne har undervurderet vigtigheden i en god forberedelse. Det er især forberedelsen af hvordan projektet får omtale og når ud til folk, som har været det største udfordring. Til sidst er det værd at nævne, at mange af iværksætterne anbefaler at få hjælp fra andre, som tidligere har prøvet kræfter med crowdfunding.

Studerer kandidat i E-business på Copenhagen Business School og har tidligere crowdfundet 183.000kr på Kickstarter til "The Belt Project" af Dahl Design.